Første trin i Oropharyngeal Airway Use: Essential Insertion Protocol for klinikere

En patient i åndedrætsstop ligger på båren. Taskemaskeventilation frembringer en gurglende lyd ved hvert klem, og brystet hæver sig næsten ikke. Nogen giver dig en orofaryngeal luftvej (OPA). Det første trin i dets brug er ikke at måle, og det er ikke at placere hovedet. Det renser luftvejene: fjerner blod, opkast, sekreter og fremmedlegemer fra munden og svælget, før enheden indsættes. Hvis du springer det trin over, kan det skubbe affald dybere ind i strubehovedet og gøre en håndterbar nødsituation til en katastrofal aspirationsbegivenhed.

Hvad en oropharyngeal luftvej er, og hvorfor det virker

En oropharyngeal luftvej er en buet, stiv eller semi-stiv tilføjelse, der adskiller tungen fra den bageste svælgvæg. Det skaber en åben kanal for luft til at passere ind i strubehovedet hos en bevidstløs patient, hvis bløde væv ellers ville kollapse og blokere ventilationen. Enheden har tre genkendelige segmenter: en flad flange, der hviler mod læberne eller tænderne, en buet bidblok og en distal spids, der sidder lige over epiglottis, når den er korrekt placeret.

OPA'er er angivet i følgende scenarier:

• Bevidstløse patienter modtager pose-mask ventilation
• Apnøpatienter, der forberedes til endotracheal intubation
• Postiktale patienter med nedsat gagrefleks
• Patienter, der ikke reagerer, som har brug for ventilatorstøtte, mens glottis er åben

Det styrende ord er "ubevidst". En patient, der reagerer nok til at modstå enheden, vil gage, og gagging fører til opkastning og aspiration. Denne vurdering hører til kontrollen før proceduren, før OPA overhovedet afhentes.

Hvorfor luftvejsclearance skal gå forud for indsættelse

Den første fysiske handling ved OPA-brug er at verificere, at mundhulen og svælget er fri for materiale, der kan fortrænges. Blod, opkast, spyt, løse tænder og tandproteser er de hyppigste farer. Hver opfører sig forskelligt, når OPA fremskrider:

• Opkast og blod bærer mavesyre og bakterier, der udløser bronkospasmer og kemisk lungebetændelse i det øjeblik, de når luftrøret.
• Løse tænder og proteser bliver en øjeblikkelig fremmedlegemeluftvejsobstruktion, hvis de skubbes bagud af enhedens spids.
• Tykke sekreter dækker den indre kanal af OPA og reducerer det ventilerende volumen, der leveres til lungerne.

Den korrekte teknik er at suge munden og svælget under direkte syn ved hjælp af en stiv tonsillar sugespids og derefter inspicere svælget, før OPA'en placeres. I feltindstillinger uden sug, rul patienten ind i sideleje, rens munden med en behandsket finger, og lad tyngdekraften dræne, hvad direkte syn ikke kan afsløre. Først når feltet er frit, bliver indsættelsen sikker.

Dimensionering versus clearance: Forstå de to svar

Skriftlige undersøgelser formulerer ofte spørgsmålet som "det første skridt i brugen af en orofaryngeal luftvej er at måle den rigtige størrelse." Andre kilder svarer "fjern enhver hindring fra munden og svælget." Disse svar er ikke modstridende. Dimensionering hører til forberedelse; clearance hører til tidspunktet for indsættelse. I den kliniske arbejdsgang er begge obligatoriske, men de optager forskellige punkter i rækkefølgen:

1. Vælg den korrekte størrelse, før du rører ved patienten.
2. Ryd munden og svælget lige før indsættelse.

Måling er tidligere i tiden, mens clearing er det første trin i den fysiske handling med at placere enheden. En kliniker, der forstår skelnen, vil besvare eksamensspørgsmålet korrekt og, endnu vigtigere, vil indsætte luftvejen sikkert.

Størrelsesreference for almindelige patientgrupper

Standardreferencemålet løber fra mundvigen til underkæbens vinkel. Sammenlign denne afstand med de tilgængelige størrelser:

En korrekt størrelse OPA hviler med flangen mod læberne og den distale spids lige over epiglottis. En størrelse for lille vil ikke kunne løfte tungen fra svælgvæggen. En størrelse for stor vil komprimere epiglottis og kan forværre obstruktionen.

Trin-for-trin indsættelse efter luftvejsclearing

Med luftvejen ryddet og størrelsen bekræftet, fortsætter sekvensen:

1. Placer patienten. Uden mistanke om skade på halshvirvelsøjlen placeres hovedet i snuseposition ved at bøje den nedre halshvirvelsøjle og forlænge det atlanto-occipitale led. Hvis rygmarvsskade er mulig, skal du bevare den neutrale cervikale position og bruge hageløft og kæbestød.
2. Åbn munden ved hjælp af krydsfingerteknikken: Placer tommelfingeren på de nederste tænder, pegefingeren på de øverste tænder, og adskil kæberne.
3. Hos voksne skal du indsætte OPA'en med den buede spids pegende mod den hårde gane. Gå forsigtigt frem, indtil der mærkes modstand på bagsiden af ​​tungen, og drej derefter enheden 180 grader, så spidsen glider bag tungen ind i svælget.
4. Hos børn og spædbørn skal du bruge en tungepressor til at presse tungen nedad og fremføre OPA direkte uden rotation. Rotation af enheden hos et barn risikerer at skade den bløde gane.
5. Fremad, indtil flangen sidder i plan på læberne eller tænderne. Tving aldrig enheden forbi modstand.
6. Bekræft resultatet: se efter at brystet hæver sig, lyt efter åndedrætslyde over begge lunger, og bekræft fraværet af gastrisk gurgl under posemaskeventilation.

Kontraindikationer og fejl, der forårsager skade

Den vigtigste kontraindikation for brug af OPA er en intakt gagrefleks. En reagerende patient vil brække sig, kaste op og kan have laryngospasme under anbringelsen. Andre kontraindikationer at kende er:

• Aktiv fremmedlegemeobstruktion, som kræver fjernelse af objektet frem for forskydning af væv omkring det
• Alvorligt oralt traume, der forhindrer sikker visualisering eller indsættelse
• Løse, knækkede eller skæve tænder, der kan blive løsnet
• Trismus, manglende evne til at åbne munden nok til sikker adgang

De fejl, der forårsager mest patientskade, er enkle at liste:

• At vælge for lille en OPA, som skubber tungen bagud i stedet for at løfte den
• At vælge en for stor OPA, som komprimerer epiglottis og blokerer strubehovedet
• Rotation af enheden, før den har passeret den hårde gane, hvilket forårsager ganeskade
• Undladelse af at genbekræfte anbringelsen, efter at patienten er overført eller genplaceret

OPA versus Nasopharyngeal Airway

Når OPA er kontraindiceret, men der stadig er behov for luftvejsstøtte, er den nasopharyngeale luftvej (NPA) det foretrukne alternativ. En NPA kommer ind gennem næsen og følger næsepassagen ind i svælget uden at røre tungen. Af denne grund tolereres det af patienter med en partiel gagrefleks og foretrækkes, når munden er blokeret, trismus er til stede, eller oral traume forhindrer en OPA.

Det første trin i NPA-indsættelse er også en beslutning om clearance: vælg et patenteret næsebor og smør luftvejen med en vandopløselig gel før enhver fremgang. NPA må aldrig påtvinges, fordi næseslimhinden er sprød, og blødning øger risikoen for aspiration.

Engangsbrug af Nasopharyngeal Airway til Airway Management Denne engangs-NPA hjælper med at bevare luftvejene åbenhed hos patienter med spontan vejrtrækning, især når trismus eller begrænset mundåbning forhindrer brug af orofaryngeal luftveje. Fås i flere størrelser til voksne, børn og spædbørn. Se produkt →

Opbygning af en sikker OPA-rutine

Luftvejsbehandling er en sekvens, og sekvensen beskytter patienten. Det første trin i brugen af ​​en orofaryngeal luftvej er at rense munden og svælget for obstruktion. Den anden er at bekræfte den korrekte størrelse. Den tredje er at placere patienten, indsætte bevidst og verificere. Hvert trin eksisterer af en grund, og ingen kan sikkert springes over.

Akuthold, der træner denne ordre, ser færre aspirationshændelser og færre mislykkede luftvejsforsøg. For et mere komplet billede af, hvordan andre supraglottiske enheder er dimensioneret og placeret, kan du læse vores larynxmaske luftvejsstørrelse og sikkerhedsvejledning. Hospitaler og træningscentre, der vurderer engangsluftvejsadjunkter til deres nødhjælpsvogne, kan kontakte os for teknisk dokumentation og indkøbssupport.